Eksistentialismen er en filosofisk og litterær strømning, der er orienteret mod en analyse af den menneskelige eksistens, og som lægger vægt på principperne om frihed og individuelt ansvar, der skal analyseres som fænomener uafhængigt af abstrakte kategorier, hvad enten de er rationelle, moralske eller religiøse.

I henhold til Ordbog over filosofi I Nicola Abbagnanos værk samler eksistentialismen forskellige tendenser, der, selv om de har et fælles formål, er forskellige i deres antagelser og konklusioner, og derfor kan man tale om to grundlæggende typer eksistentialisme: den religiøse eller kristne eksistentialisme og den ateistiske eller agnostiske eksistentialisme, som vi vender tilbage til senere.

Som en historisk tankestrøm begyndte eksistentialismen i det 19. århundrede, men nåede først sit højdepunkt i anden halvdel af det 20. århundrede.

Karakteristika ved eksistentialisme

På trods af eksistentialismens heterogene karakter har de tendenser, der har manifesteret sig, nogle fælles træk. Lad os lære de vigtigste af dem at kende.

Eksistens går forud for essens

For eksistentialismen går den menneskelige eksistens forud for essensen og går dermed en anden vej end den vestlige filosofi, som indtil da forklarede meningen med livet ved at postulere transcendentale eller metafysiske kategorier (såsom idébegrebet, guderne, fornuften, fremskridtet eller moralen), som alle er eksterne og forud for subjektet og dets konkrete eksistens.

Livet sejrer over den abstrakte fornuft

Eksistentialismen er i modsætning til rationalisme og empirisme, som er centreret om vurderingen af fornuft og viden som et transcendent princip, hvad enten dette er udgangspunktet for tilværelsen eller dens vitale orientering.

Eksistentialismen er modstander af fornuftens hegemoni som grundlag for filosofisk refleksion. Fra eksistentialismens synspunkt kan den menneskelige erfaring ikke være betinget af en absolutisering af et af dens aspekter, da den rationelle tænkning som et absolut princip benægter subjektivitet, lidenskaber og instinkter, som er lige så menneskelige som bevidstheden. Dette giver denogså en anti-akademisk karakter i modsætning til positivismen.

Et filosofisk kig på emnet

Eksistentialismen foreslår at rette det filosofiske blik mod subjektet selv og ikke mod overindividuelle kategorier. På denne måde vender eksistentialismen tilbage til overvejelserne om subjektet og dets måde at eksistere i universet på som en individuel og individualiseret erfaring. Den vil derfor være interesseret i at reflektere over eksistensens motiv og den måde, hvorpå man kan tilegne sig det.

Han forstår således den menneskelige eksistens som et situeret fænomen, hvorfor han sigter mod at studere selve eksistensbetingelsen i forhold til dens muligheder, hvilket ifølge Abbagnano omfatter "en analyse af de mest almindelige og grundlæggende situationer, som mennesket befinder sig i".

Frihed til at bestemme udefra

Hvis eksistensen går forud for essensen, er mennesket frit og uafhængigt af enhver abstrakt kategori. Friheden skal derfor udøves på grundlag af individuelt ansvar, hvilket ville resultere i en solid etik, der dog er uafhængig af en forudgående forestilling.

For eksistentialismen indebærer frihed således fuld bevidsthed om, at personlige beslutninger og handlinger påvirker det sociale miljø, hvilket gør os medansvarlige for godt og ondt. Derfor er Jean-Paul Sartres formulering, ifølge hvilken frihed er det totale ansvar i absolut ensomhed Mennesket er dømt til at være frit", dvs.: "Mennesket er dømt til at være frit".

Denne påstand fra eksistentialisterne hviler på en kritisk læsning af historiske krige, hvis forbrydelser er blevet retfærdiggjort på grundlag af abstrakte, overmenneskelige eller overindividuelle kategorier som f.eks. begreber som nation, civilisation, religion, evolution osv.

Eksistentiel angst

Hvis frygt kan defineres som frygten for en konkret fare, er angst frygten for sig selv, angsten for konsekvenserne af ens handlinger og beslutninger, frygten for en tilværelse uden trøst, frygten for at gøre uoprettelig skade, fordi der ikke er nogen undskyldninger, retfærdiggørelser eller løfter. Eksistentiel angst er på en måde det nærmeste, man kan komme svimmelhed.

Typer af eksistentialisme

Vi har sagt, at de forskellige eksistentialismer ifølge Abbagnano har det samme mål at analysere den menneskelige eksistens, men at de er forskellige i deres antagelser og konklusioner. Lad os se nærmere på dette.

Religiøs eller kristen eksistentialisme

Den kristne eksistentialisme har som forløber den danske Søren Kierkegaard. Den bygger på en analyse af subjektets eksistens ud fra et teologisk perspektiv. For den kristne eksistentialisme er universet paradoksalt. Den forstår, at subjekter må forholde sig til Gud uafhængigt af moralske forskrifter i fuld udnyttelse af deres individuelle frihed. I denne forstand er mennesketskal konfronteres med beslutningstagning, en proces, som giver anledning til eksistentielle kvaler.

Blandt de vigtigste repræsentanter for den, ud over Kierkegaard, er Miguel de Unamuno, Gabriel Marcel, Emmanuel Mounier, Karl Jaspers, Karl Barth, Pierre Boutang, Lev Shestov, Nikolai Berdyaev.

Ateistisk eksistentialisme

Den ateistiske eksistentialisme afviser enhver form for metafysisk retfærdiggørelse af eksistensen og er derfor i modstrid med den kristne eksistentialismes teologiske perspektiv og med Heideggers fænomenologi.

Uden metafysik eller fremskridt skaber både frihedsudøvelsen i Sartres forstand og eksistensen ubehag, på trods af dens etiske aspiration og værdsættelse af menneskelige og sociale relationer. På denne måde åbner den ateistiske eksistentialisme døren til diskussionen om intethed, til følelsen af opgivelse eller hjælpeløshed og ubehag. Alt dette i forbindelse med deneksistentiel angst, som allerede er formuleret i den kristne eksistentialisme, om end med andre begrundelser.

Blandt repræsentanterne for den ateistiske eksistentialisme er de mest fremtrædende figurer Simone de Beauvoir, Jean Paul Sartre og Albert Camus.

Du vil måske også være interesseret i: Simone de Beauvoir: hvem hun var og hendes bidrag til feminismen.

Historisk kontekst for eksistentialismen

Opkomsten og udviklingen af eksistentialismen er tæt forbundet med den vestlige historie. For at forstå den er det derfor værd at forstå sammenhængen. Lad os se.

Baggrund for eksistentialismen

Det 18. århundrede var vidne til tre grundlæggende fænomener: den franske revolution, den industrielle revolution og udviklingen af oplysningstiden, en filosofisk og kulturel bevægelse, der gik ind for fornuften som et universelt princip og grundlaget for livshorisonten.

Oplysningstiden så viden og uddannelse som mekanismer til at befri menneskeheden fra fanatisme og kulturel tilbageståenhed, hvilket indebar en vis etisk oprustning, der blev anbefalet ud fra fornuftens universalitet.

Men allerede i det 19. århundrede stod det klart i den vestlige verden, at disse bannere (fornuft, industrialiseringens økonomiske fremskridt, republikansk politik osv.) ikke var i stand til at forhindre Vestens moralske forfald. Derfor opstod der i det 19. århundrede mange bevægelser, der kritiserede den moderne fornuft, både kunstneriske, filosofiske og litterære.

Se også Dostojevskijs "Forbrydelse og straf".

Det 20. århundrede og formuleringen af eksistentialismen

Omlægningen af de tidligere århundreders økonomiske, politiske og tankemæssige systemer, som lovede en rationel, moralsk og etisk verden, gav ikke de forventede resultater, men i stedet fulgte verdenskrige, som var umiskendelige tegn på Vestens moralske forfald og alle dets åndelige og filosofiske retfærdiggørelser.

Det 20. århundredes eksistentialister, som oplevede Anden Verdenskrig, blev konfronteret med beviserne på, at moralske og etiske systemer baseret på abstrakte værdier var forfaldne.

De mest repræsentative forfattere og værker

Eksistentialismen begyndte meget tidligt, i det 19. århundrede, men efterhånden ændrede den sine tendenser. Der er således forskellige forfattere fra forskellige generationer, som starter fra et andet synspunkt, til dels som følge af deres historiske tid. Lad os se de tre mest repræsentative i dette afsnit.

Søren Kierkegaard

Søren Kierkegaard, dansk filosof og teolog, født i 1813 og død i 1855, er den forfatter, der åbnede vejen for den eksistentialistiske tænkning. Han var den første, der postulerede behovet for, at filosofien skulle se på individet.

For Kierkegaard må individet finde sandheden i sig selv, uden for den sociale diskurs' bestemmelser. Dette vil være den nødvendige vej til at finde sit eget kald.

Kierkegaard bevæger sig således i retning af subjektivitet og relativisme, selv om han gør det ud fra et kristent perspektiv. Blandt hans mest markante værker kan nævnes følgende Begrebet nød y Frygt og bæven .

Friedrich Nietzsche

Friedrich Nietzsche var en tysk filosof, født i 1844 og død i 1900, der i modsætning til Kierkegaard afviste enhver kristen og religiøs indstilling i almindelighed.

Nietzsche proklamerer Guds død ved at analysere den vestlige civilisations historiske udvikling og dens moralske dekadence. Uden gud eller guder må subjektet selv finde meningen med livet og dets etiske berettigelse.

Nietzsches nihilisme relativiserer transcendensen af en enkelt absolut værdi i lyset af dens manglende evne til at give et samlet svar på civilisationen. Dette giver grobund for undersøgelse og søgen, men medfører også eksistentielle kvaler.

Blandt hans mest berømte værker er følgende: Således taler Zarathustra y Tragediens fødsel .

Simone de Beauvoir

Simone de Beauvoir (1908-1986) var filosof, forfatter og lærer, som var en af de førende fortalere for det 20. århundredes feminisme. Blandt hendes mest repræsentative værker kan nævnes Det andet køn y Den knuste kvinde .

Jean-Paul Sartre

Jean-Paul Sartre, der blev født i Frankrig i 1905 og døde i 1980, er den mest symbolske repræsentant for det 20. århundredes eksistentialisme. Han var filosof, forfatter, litteraturkritiker og politisk aktivist.

Sartre definerede sin filosofiske tilgang som humanistisk eksistentialisme. Han var gift med Simone de Beauvoir og modtog Nobelprisen i litteratur i 1964. Han er bedst kendt for at have skrevet trilogien Frihedens veje og romanen Kvalme .

Albert Camus

Alberta Camus (1913-1960) var en filosof, essayist, romanforfatter og dramatiker, hvis vigtigste værker omfatter følgende: Udlændingen , Pest , Den første mand , Breve til en tysk ven .

Du er måske også interesseret i: Udlændingen af Albert Camus

Miguel de Unamuno

Miguel de Unamuno (1864-1936) var en spanskfødt filosof, romanforfatter, digter og dramatiker, der er kendt som en af de vigtigste skikkelser i '98-generationen. Fred i krig , Tåge , Kærlighed og pædagogik y Tante Tula .

Andre forfattere

Mange forfattere betragtes af kritikere som eksistentialister, både på et filosofisk og litterært plan. Mange af dem kan betragtes som forløbere for denne tankegang i forhold til deres generation, mens andre er opstået på baggrund af Sartres idéer.

Andre vigtige navne inden for eksistentialismen er forfatterne Dostojevskij og Kafka, Gabriel Marcel, spanieren Ortega y Gasset, Leon Chestov og Sartres kone Simone de Beauvoir selv.

Du er måske også interesseret i:

• 7 væsentlige værker af Jean-Paul Sartre.
• Eksistentialismen er en humanisme, af Jean-Paul Sartre.